Bogens INDHOLD

”Lockouten i 13” er en roman, der udspiller sig i april 2013. Det var den måned, det genneminstitutionaliserede Danmark blev sat i en art undtagelsestilstand på grund af den store lærerlockout.

Vi følger Mie og Eske, der bor på Østerbro.

Samme dag lockouten annonceres, sætter de deres plan i værk og afsætter deres afkom, to piger i skolealderen, til Mies forældre i Aarhus.

Dermed får parret en del uvant tid til sig selv og hinanden. De har sex, spiser mængder af pizza, udvikler gamle, hidtil hengemte og spritnye tilbøjeligheder (herunder lidt frisk paranoia og en smule ekshibitionisme hhv. voyeurisme samt ret høje tanker om dem selv og deres indflydelse på verden). 

I Fælledparken sælges en pille, der går under navnet lockoutpillen. Den bliver uhyre populær blandt Østerbros 30-45 årige. Velsagtens fordi den formår at speede refleksionskraften og billeddannelsen op. 
Der udvikler sig et råt pusherhjørne i den gamle park i den anledning. Det kommer på forskellige måder til at påvirke protagonisternes liv. 

Romanen er inddelt i fire afsnit - nemlig i lockoutens fire uger. 
Ugerne skrider gradvist mod det unormale.